Avl

Krydsninger og såkaldte "ægte" hunde uden stambog kan være udmærkede hunde, men de bør ikke anvendes i avlen. Man ved intet om disse individers forfædre og har derfor ikke noget at bygge sin avl på. Kun det enkelte individ kan vurderes, ikke dets arvelige egenskaber, derfor er avl på disse hunde hasardspil.
Tit har man hørt påstanden, at krydsninger er sundere end racerene hunde. Dette er en fejlagtig opfattelse, da arvelige sygdomme og defekter også nedarves ved krydsninger. Blot kender man ikke så meget dertil, da disse hunde ikke undersøges for arvelige lidelser. Hvis en hund begynder at halte og til sidst bliver invalid, tror man, at den har gigt, selv om det nok i mange tilfælde er den arvelige lidelse hofteledsdysplasi.
Man hører ofte folk sige, at racerene hunde er for indavlede. Det er korrekt, at der i visse tilfælde laves indavl, men indavl er jo ikke altid skadelig. Oftest vil den være gavnlig, da man ved indavl på bestemte udvalgte individer kan fæstne de ønskede egenskaber i afkommet. Dette kan kun gøres, hvis hunden har en stambog, og man kender de individer, den repræsenterer. Derfor er en stambog ikke et ligegyldigt stykke papir. Indavl finder også sted med hunde uden stambog, man ved det bare ikke.
At hunden er stambogsført betyder ikke, at den er egnet til avl. Stambogen er i sig selv ikke nogen kvalitetsbetegnelse. At stambogen indeholder en masse fine udenlandske navne, behøver ikke at betyde, at det er en god hund. De individer stambogen repræsenterer skal tages med i vurderingen af hundens avlsværdi. For at kunne vurdere hunden rigtigt, må man vide, hvad dens forfædre består af. Derfor er det vigtigt, at hunde, der anvendes i avlen, udstilles og avlsgodkendes, så der foreligger en bedømmelse af individet. - Bedst er det naturligvis at få flere dommeres mening om hunden, gerne dommere med stort kendskab til racen.
For beaglen kræves det, at der er opnået avlsgodkendelse på en specialudstilling eller en DKK-udstilling for at hvalpe efter dem kan stambogsføres i DKK. Dette er en god ordning, da man derved sikrer sig, at der kun stambogsføres hvalpe efter fysiske og psykiske sunde hunde, der i karakter og eksteriør er typiske for racen.
Man når længst ved at være ansvarsbevidst både overfor racen og overfor hvalpekøberne. Ansvarsbevidst hundeopdræt giver som regel underskud. Er man ikke indstillet på at ofre, hvad det koster af penge, tid, bekymringer og ærgelser, må man for hundens og racens skyld hellere lade være med at avle på sin tæve.

Indavl
Ved indavl forstås, at man parrer meget nært beslægtede hunde - f.eks. mor med søn - far med datter eller broder med søster. I den meget erfarne og dygtige opdrætters hånd kan det være et middel til at fastholde bestemte egenskaber hos sine hunde eller forsøgsvis til at undersøge, om ens avlsdyr er belastet med uønskede, skjulte arveegenskaber. Men indavl er noget, man bør omgås med stor forsigtighed, og man må være absolut sikker på, hvad man gør, og hvorfor. Det er ikke en metode, der kan anbefales for begyndere.

Linieavl
Linieavl er en mere moderne form for indavl. Man springer f.eks.. et led over og parrer en tæve med bedstefar, barnebarn, halvbror eller fætter. Det er en forudsætning, at det er fremragende hunde, hvis egenskaber er værd at avle videre på. Det gælder både udseende og karakter. Og man må huske, at det ikke blot er de fælles gode egenskaber, der fastholde og forøges, men også de fælles fejl.
Linieavl er den metode, der anvendes af de fleste opdrættere i dag for at sikre, at opdrættet får et ensartet præg.

Outcross
Hvis man vedbliver generation efter generation at parre beslægtede og meget ens individer, risikerer man, at en del værdifulde arveegenskaber kan gå tabt undervejs.
Derfor må man undertiden tilføre sit opdræt "nyt blod" ved at parre med en sund, racetypisk hund, som ikke er beslægtet med ens egen linje, for om muligt på den måde at "fiske" nogle af de arveegenskaber, man gerne vil genvinde.